Mens størstedelen af den vestlige verden i dag mindes attentatet på World Trade Center, er cataloniernes øjne rettet et andet sted hen.
Det er Cataloniens nationaldag, hvor de hylder deres drøm om selvstændighed – en drøm, som den spanske stat flere gange er braget frontalt imod. Som en del af hyldesten følger catalonierne den 200 år gamle tradition og bygger et castell, et mennesketårn, der kan blive op til 15 meter højt. Soklen er skabt i et tæt sammenhold af kraftige mennesker, og mens de yngste børn klatrer de sidste meter mod toppen, holder tilskuerne vejret.
Cataloniernes ønske om selvstændighed har på én og samme tid lange historiske rødder og en øjeblikkelig opblomstring. Erindringen går tilbage til 1714, hvor Barcelona kapitulerede efter blodige kampe i den spanske arvefølgekrig.
Gennem 1800-tallet spirede den catalanske økonomi, og der udviklede sig en catalansk nationalisme med intellektuelle, der krævede deres ret til at skrive på catalansk. Det førte til et udstrakt selvstyre, der blev brat afskaffet efter den spanske borgerkrig i 1939 med et forbud mod catalanske institutioner og en afskaffelse af catalansk som officielt sprog.
Først efter Francos fald blev Catalonien en selvstyrende spansk region, der igen fik lov til at dyrke det latinklingende sprog og den latente kultur. 00’ernes økonomiske krise indvarslede et nyt krav om selvstændighed.
Ved flere afstemninger, dog med ringe valgdeltagelse, har resultatet været til fordel for løsrivelse. Hver gang er afstemningerne erklæret ulovlige af Spanien. Fredelige manifestationer er endt i brutale massakrer med flere hundrede kvæstede. Senest har den spanske regering nægtet at acceptere valget af Carles Puigdemont, den tidligere catalanske præsident, til Europa-Parlamentet.
Catalonien indskriver sig i tidens tendenser. Vi er vidner til et oprør fra neden, hvor flere regioner ønsker øget selvstændighed.
Når jeg har talt med de folk, der definerer sig som cataloniere, peger de især på to grunde til deres ønske: den dårlige økonomiske deal med Spanien og deres demokratiske ret.
For dem er demokratiet knyttet til deres identitet – kulturen, sproget, historien – men de bliver mig alle svar skyldige, når jeg spørger, om deres identitet ikke netop skyldes områdets økonomisk overlegenhed. Imens klapper staterne konservativt hælene sammen og forsøger at stå fast på de konstruerede grænser. Mange af de regioner, der ønsker selvstændighed, er mere proeuropæiske end deres moderlande. Alligevel viser EU sig som en garant for det eksisterende landkort – en garanti, der ikke just fordrer den ellers varme opbakning til det europæiske projekt blandt de cataloniere, jeg har talt med.
Mens mange ser mod angrebet på World Trade Center for at forstå vor tids internationale relationer, burde blikket nok i stedet vendes mod de mennesketårne, der bygges i dag i Catalonien. De er symbolet på et oprør fra bunden mod de byggeklodser, som det internationale samfund beror på: staterne.
I en tid, hvor folkeslag definerer og redefinerer sig, må stater og internationale sammenslutninger i langt højere grad vise sig som fleksible rammer frem for rigide grænser. Frygten for folket er dog endnu for stor. Imens svajer det demokratiske tårn fortsat i den tunge luft. Vi stirrer med lige dele angst og spænding på den skrøbelige konstruktion. Vil vores demokratier kollapse inden længe?
Bragt i Jyllands-Posten, den 11. september 2019.